Nedenstående er sakset fra min Facebook-profil. Men da indlægget ikke var offentligt, så fortjener det at blive publiseret retrospektivt.
For dem der er lidt på afstand til dagligt, så er jeg ikke inkarneret vandrer. Jeg når mit gå-mål på de 8.000 skridt dagligt, men jeg er ikke hiker-typer. En gang eller to i kvartalet går jeg en længere tur, og den – før Over Stok og Sten – længste tilbagelagte distance var omkring 65 km. Men bevares, jeg kan da godt lide at gå.
For at kunne huske det, så besluttede jeg mig for at sætte et par ord på skrift. Det blev måske til lidt mere end et par ord, men måske andre kan bruge lidt af min erfaring, hvis man selv vil begive sig i kast med en gåtur af de lidt længere slags. Ellers er der fri ret til at scrolle/swipe videre.
Det giver sig selv at man skal gå i fodtøj man føler sig hjemme i. Jeg gik i trailsko fra New Balance, og kompressionsstrømper i merinould. Dem havde jeg kastet min kærlighed et par uger før turen, og også testet dem på et par ture, men ikke over 15 km. Om det var dem der var skyld i vabler ved jeg ikke. Mange af de andre jeg snakkede med ude på ruten havde også vabler. Så måske er det bare hvad der sker, og særligt når det er varmt. Mig og Compeed-vabelplaster er ikke gode venner. Om jeg er for utålmodig eller hvad der foregår aner jeg ikke. Men jeg kan ikke få dem til at sidde ordenligt, ja endsige sidde fast. Så min løsning blev sportstape de værste steder, for at hindre at der blev slidt hul på nyerhvervede vabler. Jeg havde også nål med til at prikke hul, men havde erfaret fra internettets visdom, at det ikke nødvendigvis var en farbar strategi. Så hellere gå og have lidt ondt, end prikke hul. Jeg tænker at den enkeltes erfaring er den bedste strategi, men vær forberedt på at det kan blive et issue. Og jeg har ellers ikke døjet med vabler tidligere, så jeg blev måske faktisk taget lidt på sengen der. Jeg skiftede strømer to gange undervejs, og det gjorde også underværker. Og overvej at skifte sko for variationen skyld. Jeg havde et par andre sko med, men de var lige så meget med i tilfælde af at de andre skulle blive våde, gå i stykker eller … Men jeg skiftede aldrig til dem, for det gik jo sådan set fint.
Der var førstehjælp ved (hvad jeg registrerede) to poster. Jeg er sikker på at de kunne have hjulpet. Men ved første depot var der kø, og jeg ville gerne videre. Og ved depotet ved 83 km turde jeg ikke tage skoene af. Jeg vidste præcis hvor jeg var øm, og jeg kunne ikke overskue at skulle til at skulle have skoen af – og ikke mindst på igen. Man ved hvad har – ikke hvad man får. Af samme årsag blev hele turen tilbagelagt i knælange tights, selvom jeg på det tidspunkt var draget af et par i fuld længde.
Når vi nu er ved beklædning, så gik jeg i underbukser og t-shirt, og senere hoodie, af merinould. Det er bare et must – i hvert fald for mig – for det transporterer sveden væk, uden at føles vådt og klamt. Vi gik i 25 graders varme, og særligt med en rygsæk så perspirerer man bare mere. Desuden havde jeg en skaljakke (Asivik). Der var også indkøbt et par Haglöfs L.I.M. regnbukser til lejligheden, men de fik lov at blive hjemme.
Lige på Over Stok og Sten viste det sig også gavnligt at have styrke i benene fra andet end at gå. Jeg havde kigget lidt på højdekurver, og konstateret at det nok ikke var så galt. Det var det heller ikke, men fra cirka 84-92 km gik det meget op og ned i terræn ved Hindsgavl Slot. I mørke vel og mærke. Så her skulle tungen lige i munden, for der skulle forceres pænt stejle stier med rødder. Og så betalte det sig at have styrketrænet benene lidt. Tak til Crossgym i Vejgaard Gymnastikforening.
Jeg gik forøvrigt med en Black Diamond-pandelampe, hvor man kan dæmpe og skrue op for lysstyrken, så den passer præcis til hvad man ønsker. Det var en skøn feature.
Der er mange fristelser i energi-junglen. Før turen har jeg små-testet få energigivende barer og gel’er, men det er ikke noget jeg bruger til daglig, eller har ambition om at bruge. Belært af ultraløber Stine Rex’ bog, så undlod jeg bevidst at fylde mig med noget min krop ikke er vant til. Det er hårdt nok for den at skulle præstere 100 km til fods. Hvis den så ovenikøbet skal til at optage noget du ikke er vant til, så risikerer det at gå helt galt. Eneste “nye” på turen, som dog var testet inden, var et par breve af Resorb Sport, som skulle modvirke krampe i musklerne. Jeg drak forøvrigt omkring 7 liter vand på turen. Jeg havde i en blære i rygsækken med plads til 2 liter, som blev genfyldt ved de tre første depoter. I rygsækken var lidt snacks i form af nødder og chokolade, men de kom med retur, da det var nogenlunde det samme vi fik på depoterne.
Jeg havde tilmeldt mig alene. Der var vist ikke lige nogle i omgangskredsen der var klar. Men det var også ud fra ønsket om at kunne gå fuldstændig i eget tempo. Selvfølgelig kan det også give bagslag, men det gik. Og jeg snakkede også med lidt forskellige undervejs, både som jeg blev overhalet, og efterhånden som jeg passerede andre glade vandrere. Der er en god stemning, fordi vi basal set alle er i samme båd. Men man bør nok have en plan for at være alene rigtig længe. Jeg gik mere eller mindre helt alene på halvdelen af ruten. Altså helt uden at jeg kunne se andre vandrere. Jeg havde allieret mig med noget musik med et godt gå-beat (for mig omkring 140 bpm), og så Mads og A-holdet. Jeg plejer at høre ebøger og podcast, men var ikke i humør til noget “tungt”. Men bare noget der kunne være et supplerende lydbillede. Og så selvfølgelig huske at slukke fra tid til anden, og nyde stilheden, bølgeskvulp og hvad der ellers er af lyde. Musikken gør forøvrigt at man kan svinge armene i takt til den, hvilket også letter presset på nakken og skuldrene fra rygsækken. Skal jeg gøre det anderledes, så vil jeg gerne prøve at være så meget i zen, at det bliver en tur uden noget i ørerne – det er der også noget “rent” over.
Mentale barrierer blev det ikke til mange af. Jeg havde på forhånd læst mig til, at man formodentlig på et tidspunkt ville være tæt på at give op pga et presset mentalt system. Som nogle beskrev det, så giver sindet op før benene. Så langt kom jeg heldigvis aldrig. Jeg tror at den kontinuerlige podcast gjorde noget godt i den henseende, for at trække lidt opmærksomhed fra galskaben om at ville presse kroppen til at gå så langt. Jeg blev ret træt omkring kl. 20, og blev lidt nervøs for om kræfterne var ved at slippe op. Men det var vist alene knyttet til de faktum at jeg havde været oppe siden kl. 5, og havde været på farten i godt 11 timer. Belært af tidligere erfaring – dog uden for vandrearenaen – så ved jeg at det er en fase. Og efter cirka en halv time, så var jeg frisk igen. Og så havde jeg på et tidspunkt hvor jeg blev en smule sentimental, over at kunne se frem til at komme i mål på min hidtil største sportslige præstation. Men det var jo ret positivt, så ikke noget der påvirkede som sådan. Jeg holdt en gennemsnitsfart på cirka 6 km/t, og begyndte på et tidspunkt at mistænke om jeg kunne holde den fart. Uden at benene havde meddelt nogen grund til bekymring. Men efter at have set et par stykker der holdt pauser i nattens mulm og mørke uden for de ordinære rastepladser, så kan tanken om ‘går det for godt’ godt slå en. Og et par gange omkring 70 km fik jeg også lidt tanker om at holde pause, uden at benene var ømme som sådan. Bevares tæerne beklagede sig da lidt, men ikke mere end ellers. Så jeg var fristet til at holde pause, men vidste også at det ville blive tilsvarende hårdt at komme igang igen. På bagkant er det umuligt at vide om en pause kunne udrette underværker. Men min lære herfra vil være den, at hvis sindet siger pause og kroppen siger gå; så gå. Og som en af de andre vandrere sagde, da vi snakkede lidt før turen, om det mentale pres, så husk at smile.
En anden ting som blev vigtigt, var landmarks på ruten. Nogle vil måske kalde det at bidde turen op i stykker. Det var det måske også 
Ruten passerede den nye Lillebæltsbro ved cirka 7 km, hvor jeg sagde et mentalt ‘på gensyn, vi ses om cirka 90 km’. Derefter gik turen ud til Nr. Aaby, og der var turens første “vendepunkt”; nu gik det tilbage mod Middelbart. Lang tid i forvejen kunne jeg se den gamle Lillebæltsbro, som blev næste mentale landmark. Derefter gik vi nordpå i Fredericia, dog noget snørklet, og langt fra den lige vej. Men nordspidsen af ruten gav et mentalt “hurra”. Selvom jeg vidste at vi lige havde en omvej omkring Hindsgavl Slot, så begyndte ruten nu at gå hjemad. Samme glæde blev genfundet i skoven ved Hindsgavl Slot, da jeg vidste, at nu gik det faktisk kun hjemad. Med godt 11 km tilbage var der faktisk kun den lige vej tilbage. At den så viste sig at være “over stok”-delen af navnet, med ture op og ned af bakker, ja det var så bare bonus. Men det hjalp på energien til at bestige disse, at jeg vidste at målet var inden for rækkevidde. Og med modet i behold kom jeg ud af skoven, og kunne se den nye Lillebæltsbro i en smuk solopgang. Jeg skulle bare derhen, og med 6 km – som jo dog trods alt er én time til fods – og 5 timer til min rådighed, så var målet inden for rækkevidde. Så meget at det jag som en ny vabel pludselig gav henover et par brosten, ikke kunne slukke håbet. Så musiknummeret “Unbreakable” med BUNT blev fundet frem endnu engang. Og hvis nogle så en mand gå gennem Middelfart med armene over hovedet, så var det mig. Selv mens jeg skriver dette, og lige har genfundet musiknummeret, så giver det lidt kuldegysninger og minder om en stor personlig sejr.
Jeg ville, jeg kunne, jeg gjorde det! Jeg gik 100 km.
PS: Tak til familie, venner og bekendte for opbakning. Særlig stor tak til Lone og Karoline.