I gennem snart et halvt år – siden jeg gik ad alle veje i Vejgaard – har jeg område efter område gået ad flere og flere veje. Dette er inspireret af #everystreet-kampagnen. Det startede med Øgaden, så midtbyen, så værfts- og havneområdet, inden idéen om hele 9000 Aalborg opstod. Kortet øverst viser hvor 9000 Aalborg er. Heldigvis er der ikke nogle veje på Fruens Holm, der dog har en bemærkelsesværdig historie. Det er den lille ø lige nord for Egholm. Sidstnævnte var forøvrigt “finalen” og målet for sidste gåtur.
Det er en supersjov måde at se sin by på. Bevares, der er også lidt ensformigt, men man tvinger sig selv rundt i alle afkroge, hvilket så afgjort har vist mig sider af byen, jeg ellers ikke ville have set. Særligt Hasseris har jeg ikke tidligere haft ret godt styr på.
Det er blevet til både korte ture på et par kilometer, hvor jeg er kørt ud og vandret en kort tur med Thor i Kærby som del af en aftentur. Men også en del længere ture af omkring 10-15 km., og nogle få lange ture, med en tur i Vestbyen på 35 km som rekorden. Efterhånden som jeg kom længere hjemmefra, måtte jeg også starte bilen eller cyklen for at komme til startstedet. Det skulle lige overkomme mentalt at det var ok. Så man kan sige at initialomkostningen blev lidt høj, men det var stadig sjovt.
Det er stadig lidt underligt nogle steder, at gå ned af en vej, for så at gå tilbage igen, for at få alle veje med. Hvis nogle har kigget ud af vinduet, så kan det da godt have virket lidt mistænksomt, og et par enkelte har da også spurgt om jeg var faret vild. Nogle steder har jeg tracket ruten med WikiLoc, fordi kompleksiteten i gadestrukturen simpelthen har været for høj til at kunne overskue i hovedet – og jeg skulle jo have det hele med. Andre steder ikke, men tegnet op på kort efterfølgende, og et Excel-ark med de 699 veje. Lidt hjælpeværktøjer:
- Dataforsyningen har API’er, kort mv. man kan benytte sig af. F.eks. kortet der pryder dette indlæg.
- DinGeo kan også benyttes, men har åbenbart lidt færre veje – formodentligt fordi de ikke tæller veje uden beboelse med.
- Snazzy Maps kan bruges til at style Google Maps, hvis man vil have pæne kort til eksempelvis print.
Den klart største vandrepræstation til dato, i hvert fald i udstrækning i tid. Der var også flag på bordet, og en lille hilsen fra familien 🙂