Så var der for alvor gang i skridttælleren igen. Det gjalt Over Stok og Sten ved Lillebælt for femte gang. Startformen var måske ikke helt så god som tidligere år. Men jeg er glad og tilfreds for de 18 timer og 42 minutter. Ikke at tiden i sig selv er en personlig rekord eller lignende, men det er nu meget sjovt at måle sig med egne tidligere resultater.
Jeg plejer at gå med podcast mv. i ørene. Det havde jeg også denne gang. Men efter en 25 km, eller deromkring, slog jeg følgeskab med to piger. Og der var fart på 🚶♀️. Men jeg hang på, og den ene sagde så tak for turen efter 65 km. Vi fortsatte herefter i regnvejr over vestfyen ad lidt trøstesløse veje, hvor modet måske sank en smule. Men efter at have tanket med en toast gik slutfløjtet til de resterende 18 km.
Vandring kan det særlige, at man ikke behøver at holde en samtale kørende, kørende og atter kørerende. Så der var mere lydløs tid for mig, end nogensinde før. Det kan også noget.
Turen forløb forøvrigt helt uden vabler. Jeg er ret sikker på at mine Injinji-strømper har en hel del af æren for dette.