Jeg har tidligere gået fra Hals til Skagen af et par omgange. Målet er at følge Nordsøstien. Og nu blev det endelig tid til at fortsætte. Så torsdag i vinterferien var det tid til at fortsætte. Det startede lidt gråt og diset med lidt snuskregn, men det klarede op hen af dagen.
Jeg tog toget til Skagen, og efter kort proviantering i SuperBrugsen gik turen nordpå. En meget fin tur forbi Skagens karakteristiske gule huse. Derefter ned på stranden, og forbi en række bunkere. Turen “knækkede” og gik mod vest ved parkeringspladsen til Grenen. Efter en kort tur ind over land, gik det sydover ad stranden. Det blev til meget vandring på stranden. Blandet oplevelse, både med mange sten og helt uden. Så lidt hårdt for benene og koncentrationen, men også smukt. Turen gik ind over land et par steder, dog. Ved det smukke, men meget stille, Gl. Skagen, ved Kandestederne og ved Skiveren.
Kandestederne og området ved Råbjerg Mile var klart turens højdepunkt. Der var meget smukt og sart. Men også vådt i lyngen, og jeg fik et par gennemblødte sko og strømper. Men heldigvis var der tørre ditto i tasken, så det blev skiftet da jeg var på stranden igen. Skulle ikke nyde noget af at have to par våde sko.
Turen sluttede ved Tversted Søerne. Der var et par enkelte steder hvor skiltene ikke var helt nemme at finde, så det blev vist en lidt alternativ rute. Men flot var der, og jeg blev hentet ved parkeringspladsen. Lidt træt, men også glad. Det blev til knap 45 km 🚶🏻♂️
Undervejs lagde jeg ører til en udgave af Klog på Sprog om kroppen. Det inspirerede mig til at høre Bente Klarlunds meget fascinerende bog om immunsystemet.